Det er ikke mange år siden, at vi som turister rendte rundt med lokale bykort, når vi skulle finde forskellige seværdigheder. I dag tager man blot sin mobil op af lommen og går på Google Maps for at finde vej. Teknologien har altså udviklet sig, og selvom jeg personligt er meget fokuseret på ikke at være for meget forslugt af min mobil, når jeg rejser, må jeg samtidig erkende, at mobilen fungerer som et fantastisk værktøj, når man er ude i verden.
Der findes rejse apps, der kan hjælpe dig med alverdens forskellige ting, så man får en lettere og bedre rejse.
Her på siden har vi samlet de allerbedste og mest uundværlige rejse apps til både iPhones og Android. Jeg bruger selv alle de apps, der er nævnt på denne liste, og jeg er rigtig glade for dem – de fleste er endda 100 % gratis.
1. Maps.me
Maps.me er fuldstændig uundværlig, hvis du rejser i et land, hvor du ikke har dækning på mobilen. Maps.me er et kort, der på mange måder fungerer ligesom Google Maps. Her har du mulighed for at downloade kortet, så du kan tilgå det, når du er offline. Du kan bruge den som navigation, og du kan endda søge efter hæveautomater, restauranter, hoteller og meget andet i Maps.me.
Denne app er genial til at navigere rundt uanset, om du er på storbyferie, eller rejser som backpacker et sted i Asien.
Maps.me er gratis og kan downloades til både iPhone og Android

2. XE Currency Converter
Når du er ude at rejse, er det rart hele tiden at have en valutaomregner ved hånden. Du har sandsynligvis undersøgt hjemmefra, hvad valutakursen cirka ligger på, men når man sidder på en restaurant eller står på et marked, kan det være svært at regne den præcise pris ud.
Her kommer XE Currency Converter til hjælp. Dette er en af de bedste valutaomregnede, som du kan få til din mobil, og den kan bruges uanset, om du skal bruge kursen på Euro, thailandske Baht, amerikanske dollars eller noget så eksotisk som maldiviske rufiyaa.
XE Currency Converter kan hentes gratis til iPhone og Android
3. TripAdvisor
Man kommer ikke udenom TripAdvisor, hvis man ønsker at finde ud af, hvor man finder de bedste restauranter, hoteller og seværdigheder. TripAdvisor er den ultimative rejse app, hvis du vil se andre menneskers vurdering af et bestemt sted. De har mere end 500 millioner brugerbedømmelser, så denne app er uundværlig, hvis du vil sikre dig mod at havne på en dårlig restaurant eller besøge en overvurderet turistattraktion.
TripAdvisor kan bruges til rejser i hele verden. Du kan endda gå på TripAdvisor og se, hvordan restauranter og seværdigheder i din egen by er bedømt, så den kan faktisk også bruges i hverdagen.

4. YR
Når du er ude at rejse, er det afgørende, at du kender vejrforholdene. Kommer det til at regne hele dagen, eller er der skyfrit og masser af sol? Det er ret vigtigt i forhold til mange ting. Det er både vigtigt at kende vejrudsigten i forhold til ens påklædning, og samtidig er det være en fin idé at planlægge sine aktiviteter efter vejret. Eksempelvis kan man tage på museum på de regnfyldte dage og på stranden, når det er skyfrit med høj sol.
Nogle vil mene, at det er mærkeligt, at vi ikke anbefaler DMI, der er Danmarks Meteorologiske Institut. Men vi er af den overbevisning, at norske YR.no faktisk er bedre. Her får du både et bedre overblik over vejrudsigterne, og vejrudsigterne er som regel mere retvisende.
YR.no er en gratis app, der kan hentes til iPhone og Android
5. Google Translate
De fleste danskere rejser typisk til steder, hvor engelsk er et alment sprog, som de fleste lokale forstår. Og selv hvis man rejser til destinationer, hvor de ikke snakker engelsk, forstår de som oftest de basale gloser med hjælp af lidt kropssprog. Men nogle gange er det simpelhen bare nødvendigt, at man kan oversætte, og her er Google Translate bare bedst.
Google Translate er blevet et super godt værktøj, der både kan bruges, når du mangler en oversættelse af et menukort, eller hvis du skal spørge en lokal om vej til et bestemt sted. Google Translate fungerer både med skrift på mobil, håndskrift og samtale. Du kan endda tænde kameraet på din telefon, og så vil appen lave en direkte oversættelse af det, som bliver vist i billedet.
Det er virkelig brugbart og klart en rejse app, der anbefales til alle rejsende. Desuden kan man downloade sprog, så appen fungerer, hvis man er offline.
6. Booking.com
Booking.com er mit foretrukne sted at finde hoteller, når jeg er ude at rejse. Deres app er meget brugervenlig, og det er rigtig overskueligt at sortere efter lige præcis de ønsker, man har til sit hotel. Samtidig er det meget praktisk at have sine hotelreservationer på sin mobil i stedet for at printe en masse papirer med oplysningerne.
Der findes mange forskellige udbydere af hotelovernatninger, og alle de store selskaber har apps, der er ganske fortrinlige. Det kan eksempelvis være hotels.com, Trivago, Expedia eller Hostelworld. Jeg vil anbefale, at man udvælger deb app, som man bedst kan lide og holder fast ved den. Hvis du bruger det samme hotel-bookingselskab, får man nemlig som regel ekstra rabatter, der kan udnyttes.
Alle de nævnte hotel apps findes gratis til både iPhone og Android
7. Skype
Jeg fik engang en regning på næsten 500 kroner for et kort telefonopkald hjem til Danmark. Der fandt jeg ud af, at det kan være super dyrt at snakke i telefon, hvis man er ude at rejse, og derfor er nu jeg blevet rigtig glad for at bruge Skype, når jeg er uden for landets grænser.
Skype er i bund og grund bare en onlinetjeneste, der giver mulighed for at skrive og snakke med hinanden over internettet i stedet for normal telefonforbindelse. Det er nemt og gratis. Det eneste, der kræves, er en wifi-forbindelse, så man ikke bruger dyr mobildata i udlandet.
8. Google Maps
Nogen vil måske undre sig over, hvorfor Google Maps er på denne liste, når der allerede er en app til navigation. Men begrundelsen er, at der altid kan opstå tekniske problemer. Det kan være, at førstevalget Maps.me har manglende data for et land, eller du har glemt at installere det rigtig kort.
En app til navigation er en af de vigtigste, så derfor kan det være en god idé at have en erstatning for en sikkerheds skyld. Du behøver ikke at have flere apps til alle funktioner. Der er ingen grund til at have to apps til valutaomregninger eller oversættelse, men det kan virkelig redde dig, hvis du står et sted, hvor den ene ikke virker.

9. Rejseklar
Denne app er udviklet af Udenrigsministeriet og benyttes til at registrere, hvor du rejser i verden. Ved at bruge denne app ved de danske myndigheder, hvor du befinder dig, og hvordan de kan få fat i dig, hvis der opstår kritiske situationer i nærheden. Det kan være rigtig rart at have den som en ekstra lille sikkerhed, når man rejser rundt i verden.
Min søster havde eksempelvis behov for denne app på et tidspunkt. Hun rejste rundt i Sri Lanka, da landet blev udsat for terrorangreb i 2019. Heldigvis rejste hun med en større gruppe, hvor rejsebureauet tog sig af dem, sørgede for deres sikkerhed og var i kontakt med myndighederne. Men hvis hun havde været alene afsted, havde appen Rejseklar været rigtig brugbar for hende.
10. Uber
Det fleste kender Uber, der er en meget omdiskuteret app. Uber har tidligere eksisteret i Danmark, men de lukkede efter et par år, da der var for mange udfordringer med lovgivningen. Men selvom Uber er lukket i dag, findes appen stadig i mange lande over hele verden.
Uber tilbyder taxa transport på en simpel måde. Du går ind på appen og beder om en taxa. Ud fra din lokation bliver der bestilt en bil til at samle dig og køre dig til det sted, som du har bestemt i appen. Det er en rigtig billig måde at komme frem på, og betalingen foregår gennem appen.
Der findes desuden flere alternativer til Uber i udlandet, som også fungerer rigtig godt. Det kan eksempelvis være Grab eller PickMe.
Uber er gratis at hente til iPhone og Android, men selve køreturen koster selvfølgelig penge.

11. Momondo eller Skyscanner
Det er forskelligt fra person til person, hvor vigtigt denne type app er. Hvis du på forhånd har bestilt en charterferie til Spanien med flybillet tur/retur, kan du ikke bruge Momondo eller Skyscanner appen til særlig meget. Men er du derimod på backpacker-rejse, hvor du skal fly mellem forskellige lande en gang i mellem, kan det være en fin idé at have disse apps installeret.
Momondo og Skyscanner er begge overskuelige apps, der nemt præsenterer flyruter og priser ud fra din valgte søgning. Begge apps indsamler oplysninger fra flyselskaber i hele verden, så der er en stor database at søge i. På den måde er det nemt og billigt at finde den rigtige flybillet, mens man er på farten.
Begge apps er gratis og kan downloades til både iPhone og Android:
iPhone: Momondo – Skyscanner
Android: Momondo – Skyscanner
12. TripIt
Har du svært ved at holde styr på alle dine bookingnumre og bekræftelser? Og kunne du godt tænke dig et overskueligt overblik over, hvordan din rejse ser ud? Så er TripIt lige noget for dig.
TripIt fungerer som en app til rejseplanlægning, der holder styr på alle detaljer, som du har behov for at kende til. Du skal bare give TripIt adgang til din email indbakke eller videresende dine ordrebekræftelser til appen, så holder TripIt styr på alle oplysningerne og kan fortælle dig, hvornår du skal flyve, og hvilket bookingnummer du har på hotellet. Det er rigtig brugbart, hvis man skal på en længere rejse, hvor meget af det er booket på forhånd.

14. Netflix, TV2 Play eller Viaplay
Nogen vil måske undre sig over, hvad disse streaming apps laver på denne liste. Det er jo ikke rejse apps?
Men når man rejser rundt, er der ofte lang ventetid. Det gælder uanset, hvilken rejseform man har valgt. Det kan eksempelvis være ventetiden i lufthavnen, den lange køretur i bussen eller bare afslapning ved poolen. Der er mange tidspunkter under en ferie, hvor det kan være fint at få et afbræk med lidt underholdning. Disse streamingtjenester tilbyder download af film og serier, så man ikke behøver wifi. Man kan se det hele offline, hvis man bare downloader det hjemmefra.
Der findes også mange alternative apps til underholdning. Du kan eksempelvis downloade Kindle til at læse bøger eller Uno til at spille med sidemakkeren i flyet.
15. Flush
Når man skal, så skal man. Det er ikke altid op til en selv, hvornår man akut har brug for et toilet. Når man rejser rundt i verden, er mange tilbøjelige til at smage på de eksotiske lokale retter, men det er ikke altid, at vores maver kan holde til det. Så rigtig mange får problemer med maven undervejs på ferien, hvilket også kaldes ‘Bali belly’ eller ‘Delhi belly’.
Det er her, at appen Flush kommer ind i billedet. Ved at downloade denne app har du nem adgang til at finde toiletter over hele verden. Flush har registreret mere end 190.000 offentlige toiletter i deres app, så hvis du pludselig får et akut behov for at komme på toilet, kan du hurtigt finde det nærmeste med Flush.
Det er gratis at hente og bruge Flush, og den kan fås til både iPhone og Android.
Læg en kommentar